Silkefabrikken Bredgade 34-36 for-og baghuse

1689 Del af Sophie Amalienborgs grund, ikke matrikuleret; 1756 Geddes Kvarter kort nr. 299; matr. 71 PP (nr. 34- 36); 1806 matr. 174 A (34)-B (36). 

Ejere:
1756-59 Staten + Peter Reiersen som leder
1760-73 Etatsråd Agent Peter Reiersen
1775-1796 Agent Niels Lunde Reiersen
1796-1806 Grosserer Hans Brandorph
1806-1811 Baron Charles Selbye, etatsråd Frédéric de Coninck, agenterne Jean de Coninck og William Duntzfelt
1811-1813 Revisor i Nationalbanken Frederik Christian Gandil
1813-1825 Generalkrigskommissær, godsejer Ulrich Christian von Schmidten og justitsråd, stiftsskriver Ole Christian Borch

Den kongelige Silkemanufaktur lå først i Store Kongensgade (nr. 83) på hjørnet af Hindegade, hvor silkefabrikant John Beckett virkede 1739. Fabrikken brændte hans efterfølger den franske mester Charles Maillot (1718-1745) med støtte fra kommercekollegiet i 1742 lod arkitekten Philip de Lange opføre en fabrik, som imidlertid brændte 1745. Skønt genopbygget gik fabrikken konkurs, Maillot forlod landet og døde samme år.

Peter Reiersen (1713-1773) bogholder 1738 ved Almindelige Varemagasin gift med Anna Elisabeth Lunde (1719-1779) blev leder 1740’erne af Silkefabrikken i Store Kongensgade og fik igen manufakturen på fode med 34 vævestole og 143 arbejdere. Hans søn Niels Lunde Reiersen (1742- 1795) fulgte senere i sin faders fodspor i den nye fabrik i Bredgade (se nedenfor). Den grundlæggende bog om silkefabrikken og silkefabrikation i Danmark er skrevet i 1896 af industrihistoriker Camillus Nyrop.

Silkefabrikken matr. 299 bestod af de to produktionsbygninger, et + tværhus i gården og bag ved have, samt to bygninger. I forhusene var kontorer og boliger. Nabohusene var to nyopførte toetages ejendomme med haver matr. 300 (nr. 32) der tilhørte fuldmægtig i kancelliet, renteskriver Claus Olrog og matr. 301 (nr. 30) toldinspektør Cornelius Schumacher. Begge bevarede, men stærkt ombygget 1830 og 1950. Overfor matr. 209 lå det danneskiold-laurvigske Palæ, der 1757 tilhørte lensgreve Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Reiersen & Coninck købte palæet i 1780’erne, da de påbegyndte et lukrativt skibsrederi med handel på fjernøsten. Udsnit af Geddes Kvarter Kort 1757.(Fig.1)

Da Frederiksstaden blev planlagt af arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754) bød der sig i 1750’erne, mulighed for interessentselskabet Den kgl. Silkemanufaktur at erhverve en grund i Norgesgade (Bredgade) og opføre 1755-56 et stort nyt manufakturkompleks med plads til 100 vævestole i to ens produktionsbygninger i gården, samt to ens forhuse mod Bredgade til boliger og kontorer. Fabrikkens leder varemægler Peter Reiersen fik efter aftale med staten Silkemanufakturens gæld betalt, købte fabrikken.

Reiersen var ansvarlig over for fire direktører: kommerceråd, leder af Generalmagasinet Gilles Willhelm Daemen (1702-1787), amtmand i Hirsholm Conrad Christian Dauw (1693-1775), supercargo Pieter van Hurk (1667-1775) og kommitteret i toldkammeret Cornelius Schumacher (1703-1777) gift med Peter Reisersens søster Elisabeth (1718-1755). Daemen havde ifølge Geddes Kvarter Kort, Sankt Annæ Øster Kvarter, ejet matr. 69 en stor grund ved Toldboden, delt i 1756 i to dele til anlæg af den anden Botaniske Have 1756-1780. Reiersen afløste sin svoger Cornelius Schumacher som toldinspektør,

Bredgade 34 formentlig fotograferet 1890’erne før begge huse blev forhøjet (se fig. 14). I kælderen var tobaksudsalg og lager for fabrikken Norden (porcelænsfabrikken i Valby ?) Foto Frederik Riise (1863-1933). Peter Reisersen lejlighed lå på første sal i den nye Silkefabriks forhus ud til Norgesgade matr. 174 A (nr. 34. (Fig. 2)

Af de første beskrivelser af Silkefabrikken i Norgesgade fremgår det, at fabrikken bestod af to sammenhængende ens grundmurede forhuse (bevaret) med i alt 16 fag til gaden 13 ½ m (21 ½ alen) lange med kælder.

Der var kontorer i stueetagen og to etager med lejligheder. Begge huse var oprindelig forsynet med gipsornamenteret frontispicer (nu fjernet). Facaderne var nederst med refendfugning på hver side af portene og mellem de to midterste vinduer, over stueetagen en cordongesims, omkring og mellem de tre midterste vinduer var øreliséner, karakteristisk for Eigtved. Vinduerne mod gaden var enkelt indrammet af stenhuggearbejde. I kælderen var 12 fag i to lagerkældre ud til gaden og et lokale til husets brug med to åbne skorstene.


Bredgade nr. 36 som nr. 34 forhøjet. Men facaden helt ændret og stuetagen helt ombygget i 1950,erne med port til hver side og store butiksvinduer. Foto 2020 Ida Haugsted. (Fig. 3)

I de to forhuse var oprindelig en port i siden med to portkamre, i hver port var indgang til en italiensk trappe og vestibule, i stueetagen fem rum med et vindue på række mod gaden og indvendige skodder, i hvert hus var mod gården et rum malet på væggene som løvværk og en ovn, formodentlig spisestue, samt et stort køkken.

Geddes Eleverede Kort 1761 viser den ufærdige Frederiks Kirke (Marmorkiren) i Norgesgade overfor Bernstoff Palæ i Fredriks Gade ved siden af Silkefabrikken mellem Mormonkirken og Dronningens Tværgade Danneskiold-Laurvigs palæ med stor have. (Fig. 4)

I begge huse var entreen ved porten til gaden med kinesisk malet lærred på væggen og en toetages vindovn på fliser. Væggene i næste rum malet lærred kantet med bånd, en toetages vindovn, fire skabe og et skænk. Utvivlsomt til forvisning og opbevaring af stoffer produceret på fabrikken. Der var endnu et rum uden skabe og skænk, muligvis kontor, med vindovn med tromle, der var endnu to rum, det ene med dobbelt vindovn, fire skabe og en skænk, det andet kun med vindovn.

I stueetagen var et køkken i hvert hus med åben skorsten på jernstang, to fyrsteder, anretterbænk (køkkenbord) med skab under, reoler på væggen og et spisekammer. I huset nr. 36 var desuden et lukket skab på væggen med glasdør.

På første sal i hvert hus var otte værelser. De fem med gipsloft, brystpanel og malet voksdug på væggen, vinduespillerne var overalt malet og en kakkelovn i alle værelser. Der var desuden tre værelser mod gården med fodpanel, lærred på væggen malede ”udi Baand”, gipsloft og ovn. På tredje sal øverst med oprindelig små vinduer var seks værelser mod gaden og en lejlighed med køkken mod gården.

Udsnit af Geddes kort 1761, Sankt Annæ Øster Kvarter viser Norgesgade og Silkefabrikken matr. 299 med to ens værkstedsbygninger, tværbygning og have. (Fig. 5)

Fabrikken og gården

I gården var to ens tre etages produktionsbygninger af bindingsværk placeret vinkelret på forhuset, hvor kun den ene i gården til nr. 36 er bevaret. Fabriksbygningen bag nr. 34 brændte i 1853. I bygningen var oprindelig 11 store vinduesfag, men nu kun med otte vinduesfag, hvor de to fag sidste fag går ind i en nyere tværbygning.

Den ene bevarede fabriksbygning bag Bredgade nr. 36 af Silkemanufakturens oprindelige af to ens fabriks-bygninger opført 1754-55. Foto Ida Haugsted 2018. (Fig. 6)

De to ens bygninger var 34 alen lange (18,84 m) og 10 alen dybe (6,28 m). Det fremgår i 1801, at der var valmtag med tre tagvinduer. Under stueetagen var ”Reseve” (lokum) med bjælker. I stueetagen, der var 3,50 m høj, var en italiensk trappe, resten af etagen bestod af et rum med to toetages- og en treetages vindovn. Første og anden sal var 3 m høje med forstue til trappen i to fag og et rum med skorsten, der var vævestuer med tre ovne i hver etage. Loftsetagen var i hele bygningens længde.

I følge Københavns Veiviser 1787 var der flere silkefabrikker i København, men den vigtigste var Silkefabrikken i Norgesgade matr. PP, ”som tilhørte Etatraad Reiersen”. Der var altid lager af alle slags ”blommede [blomstede] og glatte Silkevare og Fløieler. Saasom alle Sorter brocherede Stoffer, Atlask og Tafter; alle Sorter faconnerede og figurerede svære og lette Stoffer og Tafter; stribede og glatte Dito; ” mm bl.a. ”Moirer, Damaskener, Crotc[h]erer og Halvst[r]iketøier, Brocades Veste; samt alle andre Sorter ringe stoffer; alle Sorter glatte og blommede Tørklæder, med mere”.

I gården mellem fabriksbygningerne lå en tværbygning i fire fag med to gennemkørsler (se med plads til fire vogne, samt to hestestalde med brostensgulv, hver stald med plads til fire heste. Desuden var der i denne tværbygning et dobbelt lokum med skarnkiste. Bygningens plan ses på Geddes Kvarter Kort 1757 (se fig. 1 ).

Det fremgår af brandtaksationen, at der bag de to fabriksbygningerne og tværhuset var to gårde. Den ene, tilhørte kommerceråd Lunde Reiersen, formodentlig gården bag nuværende nr. 34, med lokum muret kiste og ferskvandspumpe. Den anden gård bag nr. 36 bag etatsråd Dauws lejlighed, hvor han boede til slutningen af 1750’erne.

Bag fabriksbygningerne var to teglhængte brændeskure og et enetages bindingsværkshus i otte fag med kvist indrettet med lokummer, staldkammer, hønse- og kulhus.

Bagved var også en barokhave indhegnet med 35 fag plankeværk, den ses på Geddes kvarterkort. Til højre i haven var et ca. 9 m langt havehus i bindingsværk med seks fag, 3,14 m bredt med kvist og halvtag. I havehuset var et tofags kammer med jordgulv (til redskaber ?) og en gang i et fag, resten var en havestue med dobbelt glasdør, malet loft, trægulv og vægge med brystpanel og papirtapet på lærred. Haven var adskilt fra baggården med et 16 m langt, 2,50 m højt plankeværk og fra naboen med 40 m plankeværk.

Niels Lunde Reiersen

Da Peter Reiersen, leder af Silkefabrikken i Bredgade og bogholder ved Generalmagasinet døde 1773 i en alder af 60 år, overtog hans søn den 31-årige Niels Lunde Reiersen (1742-1795) posten som fabrikskommissær og embedsmand i Generalmagasinet. Lunde Reiersen var bogholder i Generalmagasinet (tidligere kaldet Almindelige Varemagasin oprettet 1737) som i 1768 havde til huse i det tidligere Søkvæsthus i Kvæsthusgade matr. 42 (nr. 8) ved Nyhavn. I magasinet opbevaredes silke- bomulds og uldstoffer.

Portræt af Niels Lunde Reiersen malet 1784 af Erik Pauelsen (1749-1790) (se også fig. 12) Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. (Fig. 7)

Lunde Reisersen indgik som købmand 1775-88 kompagniskab med handelsmanden, hollænderen agent, skibsredder Frédérich de Coninck (1740-1811) . Dansk oversøisk handel florerede 1775-85, perioden kaldes derfor også ”den florissante tid”. Blandt de der tjente formuer i perioden i Danmark var agenterne Coninck og Lunde Reiersen.

Portræt af Frédéric de Coninck malet af Jens Juel 1780’erne. Privateje. Solgt på auktion. (Fig. 8)

Firmaet Coninck & Reiersen købte 1785 Danneskiold-Laugvigs Palæ i Norgesgade/Bredgade (Haandværkerforeningen) og blev et af de rigeste firmaer i landet, på bare et år kunne selskabet f.eks. modtage 20-25 Ostindiens- og Kinafarere.

Over 100 skibe sejlede til Ostindien og hjembragte for 51 millioner rigsdaler værdier og alene i 1782 førtes der varer hjem for 3 millioner rigsdaler fra de danske kolonier i Vestindien.

Nogle handler skaffede det dem flere retssager på halsen, således da de udrustede en privat ostindiefarer sammen med købmændene John Brown og Carl Heinrich Thalbitzer. 1788 trak Reiersen sig som medejer af palæet og af firmaet af helbredsmæssige grunde.

Fra handelshuset Coninck & Reiersen udgik over 100 skibe til Ostindien, som hjembragte for 51 millioner rigsdaler i værdier, og alene i 1782 førtes der varer hjem for 3 millioner rigsdaler fra de danske kolonier i Vestindien.

Det Coninckske og Reisersenske firma var et af de rigeste i landet, på bare et år kunne selskabet f.eks. modtage 20-25 Ostindiens- og Kinafarere.

Et af deres skibe ”Kaninholm” , der var opkaldt efter holm på Conincks lyststed Dronninggaard, blev engang kapret af franskmændene og ladningen vurderet til 9 millioner franc, disse beløbs størrelse giver et begreb om de umådelige fortjenester, der var tale om.

Men det var ikke uden fare at sejle til fjerne lande, således havde Lunde Reiersens bror, søofficeren Hans Reimert Reiersen (1749-1783), reddet livet på Coninck & Reiersens skib ”Ernst Schimmelmann”, der forliste i det Indiske Ocean 1781. To år senere, gik det igen galt, da han som 34-årig var næstkommanderende på orlogsskibet ”Indfødsretten” til Ostindien, skibet forsvandt i Atlanterhavet.

Ostindienfaren ”Roestorff” et af Coninck & Reiersens skibe. Akvarel Frederik Wessel Munch ca. 1780. Handels og Søfartsmuseet. (Fig. 9)

Niels Lunde Reiersen overtog ved faderens død ansvaret for Silkemanufakturen og købte fabrikken på auktion den 28. juni 1775 med en efterhånden noget hensygnende produktion. Han førte en omfattende korrespondance med Kancelliet om dansk silkeindustri overhovedet havde en fremtid herhjemme (først 1850 var der ingen silkeproduktion i Danmark), selvom det var usikkert, ville han forsøge at fremme produktionen.

Det fremgår af Vejviseren 1777-79, at Lunde Reiersens mor justitsrådinde Anne Elisabeth Lunde Reiersen (1719-1779) og hans yngre bror fuldmægtig Peter Reiersen (1716-1785) boede i lejligheden i Silkefabrikken. I 1779 flyttede Peter til Roskilde som stiftsskriver og justitsrådinden døde 60 år gammel.

Nysø ved Præstø,som Lunde Reiersen købte1785 af godsejer mm. Adam Henrik Brokenhuus, 1800 solgt til Holger Stampe gift med Christine Stampe, født Dalgas (1797-1868).
De traf Thorvaldsen i Rom og da han vendte hjem 1839 boede han ofte på Nysø og fik et atelier i haven bevaret, samt en samling af hans arbejder og tegninger, Foto maj 2020 Ida Haugsted. (Fig. 10)

Godser i Sydsjælland

Det gik så godt i 1780’erne med skibshandel at Niels Lunde Reiersen kunne investere i adskillige godser i Sydsjælland. Måske netop i dette område, fordi han havde en fætter i Vordingborg, amtsforvalter Hans Henrik Peter Reisersen.

For sin store formue købte Reiersen Nysø med hovedgården Jungshoved og Oremandsgaard alle ved Præstø af staldmester, senere stiftamtmand Henrik Adam Brockenhuus.

I samme periode købte Lunde Reiersen købte to herregårde Lilliendal (Skuderupgård) ved Vordingborg, sandsynligvis opført 1765 af søofficeren Hans Gustav Lillienskiold (ejer 1760-85) og Høvdingsgård ved Præstø. Alle herregårde blev efter Reiersens død i 1795 som ugift, solgt på auktion.

Reiersen købte i 1785-95 bl.a. både herregården Nysø og hovedgården Jungshoved ved Præstø. H.A. Brockenhuus havde skøde på Jungshoved gård 1761 og opførte en ny hovedbygning Jungshoved (brændt), hvis udseende jeg desværre ikke kender. Reiersen kaldte Jungshoved ”Lundegård”, den lå antagelig syd for Slotsbanken, samme sted som det nuværende hus i barok stil opført 1910 tegnet af Christian Gottfred Tvede (1863-1947) nu krisecenter. (Fig. 11)

Lunde Reiersens favorit til personlige landlige ophold var den oprindelige Jungshoved hovedgård opført 1760’erne af Brockenhuus syd for det nedrevne kgl. slot på Slotsbanken (voldstedet) anlagt i 1600-tallet.

(Fig. 12)
Tegningen af Slotsbanken antagelig begyndelsen af 1700-tallet stammer fra på told- og konsumskasserer i Præstø Jens Didrich Langes skydeskive 1828, hvor tegningen hænger i stuen ved siden af vinduet til højre på væggen. Skydeskiven er i Præstø Brandmuseum. Tak til Præstø Lokalhistoriske arkiv for billedet og oplysninger. (Fig.12 og 12A)

Folketællingen 1787

Bredgade 34-36

Året inden Lunde Reiersen forlod handels fællesskabet med Coninck viser folketællingen 1787, at der boede 29 personer i Silkefabrikkens dobbelthuse Bredgade 34-36 matr. 70PP.

Først og fremmest den ugifte 46-årige Niels Lunde Reiersen med titel af direktør ved Generalmagasinet og forretningsmand, ifølge folketællingen med kontorer i stuen i begge forhuse. Reiersen boede i nr. 34 formentlig på første sal sammen med sin ugifte døve yngre søster 40-årige Cathrine Margrethe (Marie) Reiersen (1747-1819) og som selskabsdame deres 39-årige tante Anna Catharina Schou, født Bjørnsen (1749-). Enke efter prokurator Peder Schou (1727-1787), herredsfoged- og skriver ved Lejre birkedommer, samt skriver ved Lederborg grevskab.

Anna Cathrine Schou var søster til kancelliråd i Helsingør Bertel Bjørnsen (1749-1820) gift med Petrea Cathrine Reiersen (1755-1833), kusine til Niels Lunde Reiersen.

Til at sørge for husholdningen havde familien Reiersen to tjenere, to kuske, to stuepiger og en kokkepige. Desuden en ”Comtoir” tjener ved navn Peter Neumann (1768-) tilknyttet fabrikken som fuldmægtig i 1797 to år efter Lunde Reiersens død, Neumann må have været meget betroet og blev betænkt i testamentet.

Portræt af Niels Lunde Reiersens døve ugifte lillesøster Cathrine Margrethe (Marie) Reiersen malet 1780’erne af Erik Pauelsen (se også fig. 8). Privateje.

Bredgade 36

I Bredgade nr. 36 den 32-årige Christiane Cathrine Reiersen (1755-1789), Niels Lunde Reiersens yngre søster, nygift med handelsmanden hollænderen Jean de Coninck (1744-1807), Frédéric de Conincks fire år yngre bror.

Jeans kone Theodora van Schellebeck (1755-1783) var i Holland død i en alder af 28 år. Jean de Coninck giftede sig derefter med Christiane den 7. januar 1785, året efter han kom til Danmark fra Amsterdam. I 1787 havde parret datteren Anna Elisabeth på 1 år, i husholdningen var en tjener, en stuepige og en kokkepige.

Jean Coninck blev ifølge kontrakt knyttet til firmaet Coninck & Reiersen i begyndelsen af februar 1785, da Lunde Reiersen trak sig ud.

I 1788 fik Jean og Cathrine Coninck sønnen Jean Frederik, men Cathrine døde i juni 1789 i barselsseng med deres tredje barn.

Jean de Coninck, der kom til København i 1784, blev russisk konsul og afløste Lunde Reiersen som kompagnon i broderes handelsfirma. Malet af Jens Juel 1780’erne. Privateje. (Fig. 13)

På øverste lavere anden sal (3. etage) i hver af Silkefabrikkens to forhuse var seks værelser til tjenestefolk. I det ene hus nr. 34 var lejlighed til mester ved Silkefabrikken 43-årige Johan David Meyer, hans kone Anna Margrethe, deres to sønner og datter.

De havde tjenestepigen den 19-årige Kristine Cathrine Schou, formentlig datter af Anna Catharina Schou, som boede hos Niels Lunde Reiersen på 1. sal. Familien Meyer boede der også i 1804. I kælderlejligheden boede den 60-årige favnsætter Michael Christen Skibelund med sin to år yngre kone Annika Sørensen og tre logerende brændelæsser Niels Andersen, 21-årige skriver Hartmann Adolf Klein og hans bror silkevæversvend Christian Klein 24 år.

Lunde Reiersen afgav 1788 sit medejerskab af de coninckske ejendomme og trak sig af helbredsgrunde helt tilbage to år senere. Hans nærmeste medarbejder til ledelsen af fabrikken var siden 1786 grosserer Hans Brandorph (1754-1809). Marie, Frédéric de Conincks kone, skrev i sin Journal 6. juni 1793 ”… Brandorph est resté avec Reiersen qui est menager d’une rechute”.

Lunde Reiersen havde ved sin død på handel tjent en betydelig formue og rygtet sagde, at det drejede sig om ti tønder guld svarende til 900.000 rigsdaler. Han døde den 20. juli 1795 og blev begravet på Assistents Kirkegård, hvor der 100 år senere blev sat en mindesstøtte som stifter af Reiersen Fond blev opstillet på Assistents Kirkegård udført af billedhugger Th. Stein (1829-1901) og skænket af Hans Brandorph.

Under en ligsten ligger søsteren Cathrine Marie Reiersen begravet, hun døde i august 1819.

I testamente af 30. marts 1793 blev Lunde Reiersens legat stiftet til ”Manufakturvæsenets og Industriens Udvidelse og Forøgelse”. Det udeltes første gang i 1796, og ifølge testamentet, tilbød Reiersen sin kompagnon grosserer Hans Brandorph at overtage fabrikken, under alle omstændigheder kunne han overtage skødet på ejendommen i Norgesgade, mod at søsteren og fru Schou fik lov at blive boende frit og på livstid.

Brandorph blev tilskødet manufakturen 1793 og førte fabrikken videre, skønt der i slutningen af 1790’erne kun var 32 svende og han tabte penge på produktionen.

Beboere 1801 ved Silkefabrikken Bredgade

Enken Anna Cathrine Schou og den ugifte døve søster til Lunde Reiersen Catharina Margrethe, begge kvinder levede af pension efter Niels Lunde Reiersen og havde tre tjenestefolk.

I en lejlighed boede Silkemanufakturens nye ejer den 47-årige Hans Brandorph, hans kone Wilhelmine Caroline Joncourt (1753-1827), søster til Frédéric Conincks kone Marie, og deres søn den 12-årige Louis Peter (1788-). Desuden en 45-årig enke efter kommissionær (dvs. handelsbetjent) Picardt 1799 i Gothersgade, Anne Picardt (Picardt) pensioneret fra Enkekassen med sin 18-årige søn kontorbetjent Hendrich Friederich (1783-) og 16-årige datter Elisabeth Charlotte (1785-). Samt informator juristen Peter With 31 år. Derudover hørte der tjener, gårdskarl, kokke- og sypige med til Brandorph’s husstand.

Mester ved fabrikken Johan Daniel Meyer (1744-), hans kone Anne Margrethe og deres tvillingerne på 21 år, mestersvend Jacob Daniel og kontorbetjent Christian Friederich, samt datteren Margrethe Christine 19 år gammel og tjenestepigen Karen Marie. I 1804 stod Meyer i Vejviseren stadig som: ”Mester ved det kongl. Silke Fabrique, Norgesgade 71PP”.

Den fjerde familie 1801 var den 31 årige kammerjunker og godsejer Friderich Hoppe (1770-1837) ejer af Rosenfelt ved Vordingborg 1803-05, samt Sæbygård på Sjælland 1808-21. Hoppe sad i bestyrelsen for Reiersens fond i Norgesgade havde familien både kusk, tjener og husjomfru, som det var passende for en godsejer.

Den femte familie var den 32-årige kusk Christen Olsen, hans et år yngre kone Thora, deres tre børn 5-2 år og tjenestepige.

Brandorph går konkurs i 1802

Året efter der var der kun 14 væve i gang. I april 1804 stod fabrikken en tid stille. Brandorph døde i Amsterdam 1809, hans enke i 1827.

Imidlertid var der i 1801 to engelske silke- og bomuldsfabrikanter John og Robert (Richard?) Baverstock kommet fra London med 4 silkearbejdere til København for at etablere produktion af silke. Med støtte fra kommercekollegiet begyndte John Baverstock (-1807) driften i 1802 på Silkefabrikken i Norgesgade.

Da han døde 1807 overtog broderen mester Richard Baverstock (-1822) ledelsen til 1813. Richard Baverstock arbejdede stadig som silkevæver på fabrikken i Bredgade ifølge Veiviseren 1814-15, men åbnede i 1814 en silkefabrik i Købmagergade, som gik konkurs året efter. Han døde 1822 på Almindeligt Hospital i Amaliegade skrev Rawert. Ifølge Veiviseren boede Catharine Margrethe Reiersen i Norgesgade matr. 174 til sin død 1819 i en alder af 71 år.

Silkefabrikken blev 1806 solgt til baron Charles Selbye, brødrene Frédéric og Jean de Coninck, samt William Dunzfeldt de¨ejede fabrikken til 1811. Da den solgtes til revisor Jean Frederik Christian Gandil (1791-1840). I.C. Modeweg havde klædefabrikation i Bredgade 1825-31 før fabrikationen flyttede og blev til Brede klædefabrik.

Brede klædefabrik lukkede i 1956 og bygningerne er overtaget af Nationalmuseet.

Bredgade nr. 34 (nr. 36 se fig. 4) huset renoveret i 1950’erne Foto 2020 Ida Haugsted. (Fig. 14)

De dobbelte forhuse Bredgade 34-36 blev delt i slutningen af 1800-tallet og begge forhøjet med en etage og har nu forskellige tage og facader. Facaden til nr. 36 er blev helt ændret og stueetagen ombygget med port på hver side og store butiksvinduer, kælderen ses ikke fra gaden. På første sals midterste tre vinduer er reliefornamentik inden i fladerundbuer, formentlig fra o. 1900.

I 1950 blev nederste del af facaden i nr. 34 ført tilbage til den oprindelige form .

Kilder

Arkivalieronline =www.sa.dk (folketællinger, kirkebøger, realregistre til skøder)

Assistents 250. Red. Stine Helweg og Marianne Linnée Nielsen, 2010.

Clemmesen, Tove og Mogens B. Mackeprang, Kina og Danmark, 1980.

Dahl, Bjørn Westerbeek, Københavns jævnførselsregistre = www.kbh.dk

Danske herrehårde, www.danskherregaarde.dk

Erichsen, John, Frederiksstaden, 1972.

Gedde, Christian, Kvarter Kort [med matrikler] og Eleverede Kort over Kjøbenhavn 1757 og 1761 Red. Bjørn Westerbeek Dahl. 2002 og 2009. Københavns Stadsarkiv. = www.kbh arkiv.dk

Jóncourt, Marie de, Journal…épouse de Frédéric de Coninck 1793-1815. Udg. Af Madeleine de Coninck 1988 (maskintryk Det kongelige Bibliotek)

Københavns Vejviser 1770-1989 = www.kk.dk

Nyrop, Camillus, Niels Lunde Reiersen: et Mindeskrift. København 1896. Det Kongelige Bibliotek = www5.kb.dk .

Rawert, O.J. Kongeriget Danmarks industrielle Forhold, 1850 (genoptryk 1992).

Tønsberg, Jeppe, I. C. Modewegs klædefabrik i København 1810-1832, Københavns Kronik 91, 20.