Jernmagasinet, Greve Ferdinand Anton Danneskiold-Lauvigs ”Baggaard”, Store (Nye) Kongensgade nr. 68a-b (bevaret), Sankt Annæ Øster Kvarter 1689 matr. 104 & 105; 1756 matr. 209: matr. 237 E; 1806 matr. 248.
Ejere matr. 104-105
1689 -ca. 1704 del af enkedronning Sophie Amalies pomeranshave & barbermester Philip Hachward’s hus
Ejere matr. 209
1704-1789 Lensgreve Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvigs palæ og have & arvinger
1783-1789 Agenterne Frédéric de Coninck og Niels Lunde Reiersen
1789-1799 agent Frédéric de Coninck
Ny matr. 237E/248
1799-1810 Vinhandler Johan Ludwig Friederich Zinn
1810-1811 Grosserer Meyer& Trier
1811-1811 Handelskommissionær Moritz Meyer Leopold Breslau von Bressendorff
1811-1816 Greve af Schack Knud Bille
1816-1829 Handelshuset Watt & Gordon
1829-1868 Grosserer, fabrikant Joseph Owen
Jernmagasinet i Store Kongensgade
Lensgreve Frederik Ludvig Danneskiold-Laurvig (1688-1754) arvede som umyndig efter sin far lensgreve Ulrich Frederik Gyldenløve, der døde 1704, de gyldenløveske ejendomme både i Norge og Danmark.
Ferdinand Anton erhvervede i årene 1720-30 skøder på flere grundstykker i Store (Nye) Kongensgade og Norgesgade (Bredgade) grundstykkerne bl.a. matr. 104-105.
Matr. 104 havde været en del af det første Amalienborg barokslot opført 1667-73 i Sankt Annæ Øster Kvarter for enkedronning Sophie Amalie (1628-1685) med en udstrakt pomeranshave. Ferdinand Anton forskønnede i perioden også selve palæet i Dronningens Tværgade/Bredgade og lod opføre et såkaldt Jernmagasin i Store Kongensgade formentlig med Krieger som arkitekt.
Ferdinand Danneskiold-Laurvig opførte formentlig Jernmagasinet 1720/1730 (nogle mener 1745) Store Kongensgade (nr. 68) til afsætning af jernvarer fra Fritzøe jernværk i Larvik, Norge arvet efter Gyldenløve.
Det blev et anseeligt hus, nu hvidmalet og forhøjet, oprindelig rødmalet, med hjørne-risalitter, vinduesindramning, pilastre, detaljer, segmentfronton mv. i grå sandsten.
Ferdinand Anton nyopførte en lang længe (nedrevet) i Bredgade tilbygget palæet i Dronningens Tværgade, men man kan bestemt ikke kalde Jernmagasinet et ydmygt hus. Kortet viser familien Danneskiold-Laurvigs store grund omfattende palæet i Dronningens Tværgade/Norgesgade i dets fortsættelse den lange længe i Norgesgade til Marmorkirken, haven anlagt af Krieger med et teglhængt glashus i seks fag, samt fire drivkister, den østlige side af haven mod Marmorkirken var indhegnet af seks fag plankeværk. På en del af haven ud til Store Kongensgade opførtes Jernmagasinet matr. 237E (nu matr. 248).
Christian Elling har i Arkitekten 1930 omtalt Jernmagasinet og foreslået, at huset kunne være tegnet af den tyske arkitekt Johann Adam Soherr (1706-1778): ”Bagtil stod det [Jernmagasinet] ved Haver og Staldlænger i forbindelse med det nuværene Moltkes Palæ [Håndværkerforeningen] … og udgjorde sammen med det et ganske storslået Helhedsanlæg. Og aldeles imponerende ved sin Højde og Drøjde maa det have virket blandt St. Kongensgades jævne Borgerhuse”.
Jeg er dog af den mening, at alt snarere peger på arkitekten Johan Cornelius Krieger (1693-1754). Selvom jeg i andre henseender er enig med Elling, der påpeger, at Jernmagasinet har forbindelse med den lange længe langs Norgesgade (Bredgade) tilbygget palæet og opført samtidig. Ferdinand Anton har brugt Krieger både til at forskønne og ombygge palæet, opføre længen langs Norgesgade, Jernmagasinet i Store Kongensgade og anlægge barokhaven i 1720’erne og 1730’erne.
Brandtaksation 1757
Jernmagasinet beskrives i brandtaksationen 1757. Magasinet var grundmuret 11,31 m dybt med kælder, port i midten og to høje etager, samt en lavere tredje etage. Saddeltaget var teglhængt med to kviste over et fag på hver side af den halvrunde frontispice i tre fag på tag remmen prydet med Danneskiold-Laurvig slægtens våben i relief med elefant og løve, som det også findes på ovn plader produceret på Fritzøe værket.
Porten i 1 fag med indkørsel fra gaden til gården havde gipsloft med kammer ovenover. Til ”østre Side”(venstre) i porten var et såkaldt ”Jernhus” (butik) indrettet med bænke af tømmer og brædder til at lægge jernvarer på, dvs. ovne, ovn plader, gryder mm. fra Fritzøe’s værk.
Til den ”vestre Side” (højre) af porten var en stuelejlighed med forstue (entre) ud mod gården og italiensk beklædt hovedtrappe til loftet med udskåret gelænder. Hele stueetagen på begge sider af porten havde indvendige vinduesskodder mod gaden. Stuelejlighedens forstue med vindue ud til gården havde indgang til et køkken med åben skorsten. Mod gaden var fire værelser eller ”Logementer” med brystpanel og gipsede lofter, der nævnes bilæggerovn, utvivlsomt fremstillet på Fritzøe.
På første sal kom man fra hovedtrappen til en forstue og køkken mod gården med gipset loft, åben skorsten, anretterbænk, reoler og spisekammer. Mod gaden tre ”Logementer” med malet lærred i baner på væggen, to var store rum, det ene i midten over porten var en repræsentativ sal med tre rundbuede vinduer til gaden.
I salen var ”stort Tapetzerie”, dvs. gobelin. Det andet store rum til gaden ved siden af salen var på fire vinduer med brystpanel og voksdug på væggene. Overalt i lejligheden var gipsede lofter. Til gården nævnes tre værelser alle med voksdug på væggene. I lejligheden var fire dobbelte og en enkelt vindovn, bilæggerovn og kamin, sidstnævnte sikkert i den store sal.
På den øverste lavere tredje etage (dvs. anden sal) med små vinduer var ni værelser og 11 vinduer til gaden. På etagen var fire vindovne. Mod gården en korridor og et køkken med åben skorsten, i værelserne var gipsede lofter. Der var sikkert en mindre lejlighed på etagen, med værelser til husets tjenestefolk, kontorister mv.
Gården
Til ”vestre-og ”østre Side” i gården var enetages grundmurede sidehuse 13 m lange og 5,65 m dybe med kvist over et fag, husene var ikke forbundet med hovedhuset og rummede lokummer med nedgravede skarnkasser, stald og vognremise. På tværs i gården forbundet med det højre sidehus var en toetages bindingsværksbygning 7,54 m lang i 21 fag med kvist i et fag og kælder på tre fag. Stueetagen og første sal ”bruges til Varekammer”. Beskrivelsen 1757 slutter med, at der ud til gaden var en havemur, som var 36,66 m lang og 3,77 m høj.
Christian Conrad
Greve Christian Conrad Danneskiold-Laurvig (1723-1783) søn af Ferdinand Anton arvede ejendommene i København bl.a. Jernmagasinet, men var ikke velkommen ved hoffet, da han førte et udsvævende liv, og måtte leve sine sidste dage på herregåden i Larvik.
Han lejede 1775 i palæet i Dronningens Tværgade/Bredgade ud til den franske gesandt i København formentlig Berae, der afløste Marquis de Blosset, som var gesandt 1766-74.
I Norge levede Christian Conrad sammen med Ingeborg Jensdatter Akeleye (1741-1804) gift i 1763 med jernværksejer Herman Løvenskiold i Fossum, traf greven i 1764 og blev skilt fra Løvenskiold i 1770. Greven døde i Norge den 9. april 1783 og med ham uddøde Dannekiold-Laurvig slægtens mandslinie.
Lensgreve Christian Ahlefeldt-Laurvig (1760-1790) arvede grevskabet Larvik og Fritzøe værk i 1785, på det tidspunkt det største værk i Norge, da han døde blev grevskabet og værket overdraget til hans søn lensgreve Frederik, i hans tid blev udgivet salgskataloget ”Tegninger af Kakel-Ovne” mest med nyere modeller de fleste ovne i empire stil formentlig tegnet af murersvend, senere jernstøber Heinrich Meldahl (1776-1840) der rejste til Norge omkring 1800 det år kataloget blev udgivet.
De mange nye kakkelovnsmodeller inspirerede andre jernværker i Norge, og jeg mener, modsat Hamran, derfor Meldahl det første år i Norge virkede i Larvik og derefter i flere år arbejdede på Næs Jenværk ved Arendal for Jacob Aall, som Hamram skriver, og tegnede ”Colonneovnen” 1803 støbt på Næs et følgende år gengivet i kataloget Næs-Jernværks Kakkelovne No.1 . Da Meldahl vendte hjem etablerede han med støtte fra Jacob Aall et jernstøberi (nu teater Sorte Hest) på Vesterbro.
Frederik Ahlefeldt-Laurvig solgte både værket og grevskabet i 1805 til kongen Christian VII (1766-1808) siden statskuppet 1784 var landet regeret af sønnen Frederik [V1].
Efter Norges løsrivelse fra Danmark 1814 overtog et norsk interessentselskab ”Grevlingerne” i 1817 værket og godset. Endelig købte den danske advokat og politiker Willum Frederik Treschow værket og grevskabet Laurvig i 1835. Froland jernværk i 1845, Fritzøe jernværk blev nedlagt 1868, Froland året efter.
Jernmagasinet sælges
Palæet og Jernmagasinet blev solgt til agenterne Frédéric de Coninck & Niels Lunde Reiersen med købekontakt den 3. april 1783 for 46.000 rigsdaler, skødet fik de året efter. Da de erhvervede de laurvigske ejendomme i 1783 blev Jernmagasinet i Store Kongensgade lejet ud de første år og vi ved fra folketællingen 1787, at der boede tre familier eller 18 personer i ejendommen.
Der var stadig butik i stuen med jernvarer produceret på Fritzøe værk, da der ikke nævnes beboet lejlighed øst for porten, hvor butikken lå.
I vestlige lejlighed i stuen boede bogholder Thomas Christopher Radigend 76 år og gift for anden gang med Anne 72 år. Hos dem boede hans søsters ugifte datter, den 64-årige Dorthea Helena og to tjenestepiger.
På hele første sal boede kontreadmiral Andreas Georg Herman Schultz (1718-1798) gift med Anne Margrethe True (1737-1825). Han var udnævnt i 1782 og havde som kadet sejlet til Ostindien med et af Asiatisk Kompagnis skibe.
Hos dem boede den 18-årige jomfru Charlotte Lindemann (1767-1837) gift 1791 med apoteker L.P. Aschoff, to unge tjenestepiger og en tjener. Herskabeligt har det været i denne lejlighed.
På den lave anden sal boede den 40-årige fuldmægtig Jørn Bøttger og hans 28-årige kone Christiane med deres tre børn 7-4 år, en 27-årig tjenestepige og ejendommens gårdskarl Lars Larsen.
Zinns ejendom
Året efter agent, silkefabrikant mm. Niels Lunde Reiersen trak sig ud som medejer af palæet solgte Coninck Jernmagasinet i Store Kongensgade i 1789 til en tysk grosserer og vinhandler Johann Ludwig Friderich Zinn (ca.1760-1811). Siden hørte Jernmagazinet ikke med til de laurvigske ejendomme og der blev ikke mere handlet med jern fra Fritzøe i Norge fra huset, mens værket i Norge eksisterede mange år endnu.
Johann Ludwig Friedrich Zinn var søn af en bror til den velhavende tyske storkøbmand i København Johann Ludwig Zinn (1734-1802) gift med Johanna Charlotta Preisler (1754-1833), han grundlagde et stort handelshus 1765 og ejede en anseelig gård i Kvæsthusgade matr. 38-39 (nr. 3, bevaret) ved Nyhavn.
Af deres seks børn blev den ældste Sophie Dorothea (1774-1851) gift 1797 med konsul Henry Thalbitzer og skrev dagbog om livet i barndomshjemmet udgivet efter hendes død i bogen ”Grandmamas Bekiendelser”.
En folketælling 1787 i Kvæsthusgade nævner den 53-årige agent og grosserer J. L. Zinn og ”af Mandens Slægt” den 30 år gamle Johann Ludwig Friederich, desuden boede der en fuldmægtig, fire kontorbetjente, kusk, tjener, tjenestepiger og gårdskarl i alt 19 personer.
Vingrosserer J.L.F. Zinn, der forblev ugift, købte 1789 det tidligere Jernmagasin Store Kongensgade 68, og havde ansat fire kontorbetjente nemlig; sine to brødre Heinrich (1771-) og Carl Ludwig Zinn (1776-), samt to fætre 22-årige Christopher Zinn og den to år yngre Friderich Zinn. Der var en stuepige og en køkkenpige.
Vinhandleren lavede flere ombyninger. Porten blev delt på tværs i to, den forreste del mod gade med fløjporte og den bageste adskilt ved stakit, der var nu tre kamre over porten Kælderen beskrives udførligt bl.a. var der pak kælder med nedgang fra gården, gulve med mursten på kant. Vinduer i forhusets kælder mod gaden var forsynet med jerngitterværk og skodder. Den vestre lejligheden i porten med køkken, forstue, to stuer til gaden, den ene med to vinduer den anden med tre. I hver stue var en treetages vindovn med pyramide, panel på væggene betrukket med malet lærred indfattet med tapetfriser og lister. I den ene stue var ”Blinddør” for et skab.
Den tidligere jernbutik i østre side (venstre) i porten blev indrettet til lejlighed med gipslofter, forstue i to fag med indgang fra porten og nyt trapperum ned tre reposer, der gik igennem alle etager. Trappen havde jerngittergelænder ”overklædt med Mahnitræ”, dvs håndgreb af mahogni. Under trappen var nedgang til kælderen. I selve lejligheden var tre rum med paneler og vægge betrukket med malet lærred, Der var et kabinet mod gaden med et vindue og to stuer hver med to vinduer. Fra forstuen var indgang til et køkken med to vinduer til gården, anretterbænk, skabe, stenvask og skorsten med anker og piller af jern, i fyrstedet var jernplader og fire ”Conforder”.
På første sal, der stadig var den fornemste, var der stadig kun én herskabelig lejlighed, der bortset fra væggene og ovne var som tidligere beskrevet med tre rundbuede midtervinduer, paneler, væggene betrukket med rødt møbeldamask på lærred indrammet af forgyldte lister. I salen stod dobbeltovn og en kolonneovn med forgyldte jernblikskærme stående på marmorplader. I den anden stue mod gaden til højre for salen var et treetages ovn med opsats, paneler, vægge betrukket med kinesisk papir på lærred indrammet af tapetfriser og forgyldte lister. Der var endnu to stuer mod gaden hver med to vinduer og dobbeltovne med opsats. I den første stue var væggene betrukket med kinesisk pair på lærred, den anden stue stribet silketapet begge tapeter var indrammet af tapetfriser og forgyldte lister.
Til gården var to kabinetter hver på to fag betrukket med malet lærred, tapetfriser og forgyldte lister. I det ene var en treetages vind ovn med opsats, i det andet en toetages ovn. Ved siden af de to kabinetter var et kammer med et vindue, betrukket og malet.
Ifølge folketællingen 1834 var den anden familie den engelske minister med kontor-adresse Norgesgade matr. 188, i Conincks længe. Han hed Henry Watkins William-Wynn (1783-1856) .
På den øverste 3. sal var værelser, korridor og køkken som beskrevet i 1757, der seks værelserne til gaden med fire dobbelte og en enkelt vindovn. Fem værelser havde paneler og betrukne vægge. Bag tre af kamrene var en midtergang og bag den yderlige tre kamre til gården med dobbelte vindovne i hver. Væggene var betrukket med malet lærred og voksdug. Der var altså stadig ni værelser til ansatte.
Gården
I 1791 nævnes begge sidehusene i gården stadig. Vestre sidehuset var stadig indrettet med lokummer og hestestald. Det andet sidehus blev nu benyttet som vaskehus med kobberkedel og til remise. Der var blevet indrettet to loftskamre i begge sidehuse med udvendigt trappehus i bindingsværk op til tværhuset i gården.
Det tværgående toetages hus var i 1790’erne som før. Dog nævnes vinkel tag med luger og kvist over et fag, samt kælder under hele huset og ikke kun over tre fag. Denne kælder blev brugt som pakrum for vin. Der var tre indgange til huset og gulve af mursten på kant. I stuen var pakrum og trapperum, etagen ovenover var indrette på samme måde. I 1833 var sidehuset til venstre udvidet til ni fag med lokummer og stald til fire heste. Sidehuset til højre var nu i to etager med muret gesims.
Huset sælges
Zinn rejste tilbage til Neuendorff i Tyskland og døde der. Huset blev solgt til grossisterne David Amsel Meyer & Meyer Seligman Trier i 1810 og videresolgt 1811 til arvingen til stamhuset Giesegård godsejer greve Knud Schack Bille (1773-1821). 1816 købte de engelske hørkræmmere i Vestergade matr. 21 Alexander Watt & Gordon huset af Bille, de købte også landstedet ”Neptunus” i Tårbæk og solgte Store Kongensgade 1829 til den engelske grosserer Joseph Owen (1789-1862), der 1813 kom til handelshuset Ryberg & Co i København.
Folketællingen 1834
Familien Owen boede på første sal Owen hans kone Susannah Christine von Pahlen (1794-1884) og deres syv børn 17-2 år, fem tjenestefolk, to handelsfuldmægtige og en tjener. I stuelejlighederne fuldmægtig i Rentekammeret Frederik August Esbensen (1802-) og hans to år yngre kone Anna Christine, deres lille søn og to tjenestepiger.
I den anden stuelejlighed nævnes den 32-årige grosserer Robert Kier og hans husholderske den 43-årige Anne Jensen.
På den anden sal boede i 1834 den 46-årige grosserer og belgisk konsul Jean Frederik de Coninck, søn af Jean de Coninck og Christiane Reiersen, med sin kone Marie deres fem børn og tre tjenestefolk.
Huset ombygges i 1880’erne
I 1882, da ejeren var den 42-årige tømmermester Thorvald Jacob Schmock (1839-1896) H.C. Ørsteds vej 7, blev forhuset i Store Kongensgade bl.a. forhøjet 1 ½ etage.
Den halvrunde fronton med Danneskiold-Laurvigs våbenskjold, der dengang sad på tagremmen er bevaret, men sidder som nævnt (se fig.7) i dag på indmuret på gårdfacaden over første sals vinduer i midten. De to sidehuse blev forhøjet til fire etager og sammenbygget med forhuset med adressen Store Kongensgade 68A og 68B.
Kilder:
Billeder = www.kbh.billeder /Københavns billedebårne kulturarv; www.kb.dk/digitale samlinger; www.natmus.dk digitale-samlinger.
Elling, Christian, Philip de Lange, Arkitekten 1930.
Gedde, Christian, Eleverede Kort & Kvarter Kort over Kjøbenhavn, udg. 20O2 og 2010 = www.kbh.arkiv.dk.
Granmammas Bekiendelser nedskrevet i 1807, udg. 1906, 2. udg. 1922.
Hamran, Ulf, Gamle ovner i Norge. 1989, 2000.
Hamran, Ulf, Heinrich Meldahl. 2012.
Kristensen, Ragnar, Fritzøe Jernværk. Bygninger, massovner, og struktur 2007 rev, og udv. 2010 = www. restaurering.net
Københavns Diplomentarium III nr. 1052 = www. eremit.dk
Nygård-Nilssen, Arne, Norsk Jernskulptur I-II. 1944
Nystrøm. Eiler, Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938.
Næs-Jernværks Kakkelovne. 1825. Katalog genoptryk faksimile 1995, red. Ulf Hamran.
Tegninger af Kakel-Ovne mm fra Fritzö – Jernværks Støberie. Larviks Grevskab i Norge i Aar 1800 fra Folio 1 til 70 inclusive. Katalog genoptryk faksimile 1978.
