Laksegade 30 – Før og efter Københavns brand

Laksegade 30

 1689: matr. 248; 1756: matr. 291 (brændt) 

Ejere Laksegade 30

1689-1734 Skipper Søren Pedersen 
1736-1738 David Sørensen Falkenberg 
1738-1740 Enke efter rådmand Herman Eggers i Holbæk, Ester Brinch Eggers 
1740-1745 Borgmester og amtsforvalter i Holbæk Jochum Schougaard 
1745-1759 Bud ved Admiralitetet Peder Torp 
1759-1782 Skorstensfejermester Gottfried Gliese (Glische) 
1782-1790 Skorstensfejermester Christian Gliese 
1790-1795 Parykmager Jens Andreas Evertsen 

Den første ejer, der er kendskab til 1689 Laksegade matr. 248 er skipper Jacob Pedersen hvis  hus beskrives til brandforsikringen den 17. september 1734 som et lille toetages bindingsværks gadehus i 4 fag med kvist over 2 fag og i gården et treetages tværhus i bindingsværk i 4 fag med grundmuret kælder. I huset var seks jernkakkelovne og i gården en vandpumpe.

På Geddes Kvarter kort 1757 ses grundplanen den ny matr. 291 i Laksegade (Fig. 1).
På Geddes Eleverede Kort 1761 ses huset, men ikke som beskrivelsen, da der tilsyneladende kun er 3 fag på tegningen og ikke kvist (Fig. 2).

Ejeren i 1736 var David Sørensen Falkenberg, hvem han var vides ikke, to år senere i 1738 købte Ester Brinch Eggers (1712-1753) huset i Laksegade, enke efter rådmand, byfoged i Holbæk  Herman Eggers død 1719. Hun solgte 1740 huset  til  borgmester og amtsforvalter i Holbæk Jochum Schougaard (1710-) nygift med Esters søster? Drude Margrethe Brinch (1713-1786).

I februar 1745 solgtes Laksegade matr. 248 til bud ved Admiralitet på Gammelholm Peder Christensen Torp (1723-). Der var ikke nogen forandringer med huset og ejerne kunne benytte samme brandforsikring med deres navne tilføjet på forsikringen som i 1734. Torp solgte i juli 1759 matr. 291 i Laksegade. I 1801 boede han Adelgade matr.237, Sankt Annæ Vester Kvarter hos thehandler Christen Torp (1711-). 

Køberen af Laksegade i 1759 var renovationsmester Gottfried Glische (1710-1801) som i en årrække drev skorstensfejeforretning fra huset. Gottfried Glische (Gliese) fra Brandenburg kom til Danmark i 1730’erne og blev ansat som kaminfejer på Vallø Slot syd for Køge. Den 25. september 1742 giftede Glische sig i Vallø med Marie Juliana Albertdatter (Albertin) (1711-1763) , parret fik fire piger og tre drenge mellem 1743 og 1756. 

Vallø Slot syd for Køge, hvor Glische arbejde i 1730’erne som kaminfejer, slottet opførtes i 1500-tallet og blev ombygget flere gange. 1730-37 var slottet ejet af Christian VI og blev i 1737 omdannet til stift. (Fig. 3)

Familien rejste i 1748 til København. Gottfried Glische slog sig ned som renovationsmester og kaldte sig Gliese. I 1749 købte han hus i Hummergade på hjørnet af Squaldergaarden (Nikolajgade) matr. 344, Øster Kvarter (nr. 14, brændt). Huset solgtes 1762  til øltapper Søren Pedersen. 

1759 købte Gottfried Gliese sit næste hus Laksegade matr. 291 (nr. 30) hvor han boede og havde forretning. Hans kone Marie Juliane Albertin døde i september 1763 og blev bisat fra Holmens Kirke. Han giftede sig igen i 1764 med Sophia Lizette Elisabeth Palladsen, de fik sønnen Johan Gottfried Julius døbt den 25. juli 1765 i Holmens Kirke, men  moderen og drengen boede ikke i Laksegade ifølge  folketællingen 1787. Hvor de var vides ikke. Gliese giftede sig ikke igen. Skorstensfejelauget stiftedes i 1778 og København inddeltes i tre distrikter, hvor Gottfried Gliese blev ansvarlig for et af områderne. 

Sønnen Christian Gliese (1753-1818)  var født i Hummergade og udlært svend i faderens firma. Han giftede sig i maj 1777 i Garnisons Kirke med Hedevig Margrethe Krassau  (1750-1786) og fik i 1777 sønnen Claus, der formentlig døde som spæd. 1778 til 1784 fik de fire piger. 

Christian Gliese fik borgerskab som skorstensfejermester i 1780 og overtog i januar 1782 faderens hus i Laksegade og forretningen, men hans kone Hedevig Margrethe døde 36 år gammel den 11. september 1786 af “Hoved Krampe”. Året efter den 30. marts 1787 giftede Christian Gliese sig igen i Garnisons Kirke med den 22-årige Martha Margrethe Gran (1765-1821) fra Moss i Norge. 

Folketællingen 1787 viser Gliese boede i Laksegade med Martha Margrethe og  tre døtre fra første ægteskab Sophie Hedvig (1779-1877), Juliane Margrethe (1781-) og Caroline Marie (1784-), samt sin far den 77-årige Gottfried Gliese, fire svende, to lærlinge,  tre 11-årige læredrenge og to piger i alt 17 personer. 

Christian Gliese solgte huset i Laksegade juni 1790 til parykmager Jens Andreas Evertsen (1740-ca. 1818) der i 1775 havde hus i Admiralgade på hjørnet af Laksegade matr. 266 (nr. 27, nedrevet). I 1787 ifølge folketællingen boede han der med sin kone Christine Marie (1742-), 87-årige far, parykmager, enkemand Andreas Evertsen, en tjenestepige, tre læredrenge og tre logerende. Desuden boede den 61-årige enke værtshusholder Karen Mikkelsen og en tjenestepige i huset.

Fem år senere nedbrændte parykmagerens hus i Laksegade ved bybranden 1795 og han købte 1798 et nyopført hus i nærheden Fortunstræde matr. 235A (nr. 3, bevaret) som blev solgt 1805 til  skipper Isaac Jensen Bruun.

Evertsen flyttede til Nyhavn højre side matr. 277, Sankt Annæ Øster kvarter som parykmager og bud ved Laane- og Livrenteselskabet, samt forsørgelses-forstander. Sine sidste år boede han som parykmager Vingårdsstræde matr. 129 (nr. 10, nedrevet) 

Christian Gliese købte i 1790 hus Østergade  matr. 7 (nr. 5, nedrevet) af marskandiser Johan Hennings (-1789) enke Charlotte Sophie Møller og hendes anden mand Thehandler Poul Nielsen Ledoe . 

På udsnit af Geddes Eleverede Kort 1761 vises Konges Nytorv med Charlottenborg nederst til højre, overfor til venstre i midten Østergade (Strøget), hvor Gliese 1790 købte hus på venstre side af gaden (Fig. 4).

Det fremgår af folketællingen 1801, at i Østergade boede skorstensfejermester Gliese, hans kone Martha Margrethe Gran, datteren Sophie Hedevig på 22 år, Christian (1789-1830), der etablerede sig som guldsmed i Vordingborg, Carl (1796-1847), Juliane Marie (1798-1870), samt gamle Gottfried Gliese på 91 år, han døde den 18. november 1801 ”af Alderdom” som der står  i Holmens Kirkebog. 

Gliese beskæftigede svende, lærlingedrenge 10-14 år gamle og tre tjenestepiger. Datteren Emilie Frederikke (1789-før 1801), tvilling til Christian. nævnes ikke, men to logerende lærlingedrenge hos naboen hosekræmmer Jens Byrsting Østergade matr. 6. Østergade (Strøget) set fra Kongens Nytorv. 

Christian Glieses hus lå til i Østergade på venstre side fra Kongens Nytorv mart. 7 (nr. 5,  nedrevet). Christian Gliese solgte huset i Østergade i 1811 til købmand Peder Hansen Feyerschou (1775-) og flyttede til gaden Aabenraa matr. 219 (nr. 25) Rosenborg Kvarter. Her dødede han 65 år gammel den 10. november 1818 og blev bisat fra Trinitatis Kirke. Hans kone Martha Margrethe døde 56 år gammel i Frederiksberggade matr. 7 (nr. 9, nedrevet) den 22. november 1821 og blev bisat fra Vor Frue Kirke. 

Københavns brand 1795 begyndte fredag den 5. juni og døde ud søndag den 7. juni omkring kl. 16. Da havde den fortæret 909 huse. Knap 6.000 af hovedstadens lige under 100.000 indbyggere var dermed gjort hjemløse.

Laksegade 30 brændte 1795 som de øvrige huse i gaden og  et nyt hus opførtes med Lindbach som bygherre. 

Laksegade 30 –  hus 1797 (bevaret) 

1797: matr. 29; 1806: matr.192. 

Ejere Laksegade 30

1796-1810 Guldsmed Christen Nielsen Lindbach 
1810 Blech og Løve 
1810-1825  Skibskaptajn Lorentz Petersen Wahl, enken Marie Magrethe Petersen. 
1825-1828 Skomagermester Rasmus Mariboe 
1828-1837 Urmager i Odense Johan Frederik Mariboe 
1837-1853 Kolonialadjudant hos Generalguverør på Sct. Tomas Anders Andersen Kiellerup 
1853-1873 Anne Herschend født Richardt, enke efter tolder Søren Herschend 
1873-1879 Grosserer Svend Lauritz Svendsen 
1879-1885 Skibsinventarhandler Jens Lindskov Christiansen 

Det nye hus i Laksegade (nr. 30) var 4 fag (se fig. 1) som det nedbrændte.  Den 7. september 1798 var huset i Laksegade matr. 291 opført af bygmester Philip Lange og klart til  besigtigelse af Wahl og Egerod.

Ejeren og bygherren guldsmed Christen Lindbach lejede husets tre lejligheder ud, mens han selv boede i sit nyopførte hus hjørnet af Boldhusgade og Ved Stranden (nr. 8, nu ministerium).

Laksegade 30 set fra Admiralgade. Hjørnehuset Laksegade nr. 32/Admiralgade nr. 25 var også opført af Christen Lindbach i 1790’erne. Højre side af Laksegades husrække blev revet ned 1950’erne her opført ejendom for forsikringsselskabet Haand i Haand, nu ministerium (Fig. 5).
Udsnit af Berggreen Carréplan 1880’erne viser Lindbachs karre med fire huse alle opført 1797-1800 efter branden 1795: Laksegade nr. 30 matr. 192 og 32 + Admiralgade nr. 25 matr. 191, Admiralgade23/Dybensgade og Dybensgade nr. 21 (Fig.4)

Huset i Laksegade er grundmuret, treetages med kælder, ca. 9 m langt i fire fag med saddeltag, til gaden med sorte teglsten og to halvrunde kviste dækket af blik. Forhusets facade havde nederst kvadermuret (nu fjernet), over stueetagen  kordongesims og under taget muret sparehovedgesims. Hovedtrappens fløjdør indrammet af sandsten med dækplade hvilende på konsoller, til gården i sidefløjen køkkentrappe med udgang til gården. 

Der er en 7 m lang sidefløj med kælder i tre fag, med halvtag med røde tegl og to tagvinduer (nu to kviste).

(Fig. 7) Den fælles gård i karreen, hvor plankeværker, brandmure og lokummer er fjernet.

I kælderen var bjælkeloft, gipset mellem bjælkerne, hvide vægge og bræddegulv med nedgang fra gaden ad skrålem til et værtshus-lokale med disk og ni skuffer, samt et værelse. Mod gården var et kammer og køkken med åbent ildsted og brostensgulv, denne lejlighed havde oprindelig egen nedgang bag hovedtrappen (nu nedlagt). 

I husets stuelejlighed var en stue med to vinduer og kammer til gaden, på første og anden sal en stor stue med tre vinduer og kammer til gaden. I alle lejlighederne var værelse i smigfaget (hjørnet) mod gården og i sidefløjen et køkken med to vinduer, bagest et spisekammer og et pigekammer på halv højde med hængeloft og uden vindue (nu toilet). I lejlighederne var gipslofter, fyldningsdøre, paneler, papirtapet med borter . 

Ved folketællingen 1801 boede fire familier i det nye hus i Laksegade 30

I kælderen værtshusholder Johan Frederik Weisenborn (1765-) og hans et år ældre kone Kirstine Rasmusdatter, en tjenestepige og to logerende koffardi matroser.

En anden familie var værtshusholder Else Margrethe Broch på 44 år enke efter tredje ægteskab og hendes to piger, en tjenestepige og to logerende.

Desuden logerende Johanne Margrethe (Ræder) Hofgaard (1773-) og hendes tjenestepige Anne Chatrine Steen på 19 år.

I huset boede også søofficer Peter Carl Lillienskiold (1767-1839) gift 1799 med Pauline Lederer (1776-1855), deres et årige søn Carl Gustav, kones søster den 19-årige Charlotte Amalie og en 21-årig tjenestepige Anne Marie Torning. 

På anden sal Laksegade 30 er vægmaleri malet 1797/98 da huset opførtes af håndværkerne med karrikatur af kronprins Frederik (VI). Fotograferet 2014 (Fig. 8).

Den 8. januar 1810 solgtes huset  i Laksegade til Blech og Løwe og samme dag til skibskaptajn Lorentz Petersen Wahl (-1825) gift med Marie Magrethe Petersen. 1812 havde de adresse Holmens  Kanal matr. 256 (nr. 39, nedrevet), så han har nok ejet huset, men ikke boet i det.

Skomagemester Rasmus Mariboe (1752-1827) gift med Lorentze Andersdatter Hørbye (1755-) købte i 1825 Laksegade matr. 192 (nr. 30). De  boede før bybranden i 1790’erne Springgade (Pilestræde) matr. 24-25 og købte 1800 Laksegade matr. 306-7 (hjørnet af Asylgade) opført efter branden 1797 af murermestrene Laurids Thrane og Philip Lange. 

I  1828 året efter skomagerens død blev huset i Laksegade 30 overtaget af hans søn urmagermester i Odense Johan Friderich Rasmussen Mariboe døbt februar 1795 i Trinitatis Kirke. 

Etatsråd Anders A. Kiellerup (1774-1868) gift med Almira Lindo fra Verginia (1806-1887). Kiellerup havde i mange år boet på St. Croix i Vestindien, kom tilbage til Danmark og købte huset i Laksegade 1837, men boede i 1845 Kjøbmagergade matr. 187-88. 

Anne Richardt Herschend (1797 -1872) enke efter tolder i 1781 Kalundborg Søren Herschend (1750-1831) 1820 gift for 2. gang med Anne Richardt. Købte som enke huset Laksegade i 1853 og ejede det i 20 år. I 1860 boede hun på 1. sal med en plejedatter Rebecca Hoffmann (1829-) og Hannah O’Reilly (1839-) på kost begge fra St. Croix, samt en 16-årig tjenestepige. 

Kilder:

Laksegade 30, matr. 290. 32
Admiralgade 23
Dybensgade 21
Ved Stranden 8
Holmens Kanal 26 (nedrevet) 

Arkivalieronline = www.sa.dk (kirkebøger; folketællinger fra 1787; Realregister til skøder fra 1624, skødeprotokoller fra 1728; Tinglysningsprotokoller fra 1706)

Berggreen, V.F.A., Carré-Planer over Kjøbenhavn 1886-88. Det Kongelige Bibliotek = www.kb.dk/

Bøje, Chr. A., Danske guld og sølv smedemærker før 1870, red. Bo Bramsen, 1954.

Dahl, Bjørn Westerbeek, Københavns jævnførselsregistrer = www.koebenhavnshistorie.dk 

Digitale billeder= www.digitalesamlingerkb.dk og www. kbhbilleder.dk  

Gedde, Christian, Kvarter Kort 1757 og Eleverede Kort over Kjøbenhavn 1761 2002, 2010  = www.kbh.arkiv.dk

Historiske huse i Dragør. Nationalmuseet 1979.

Historiske huse i København. Nationalmuseet 1972. 

Kryger, Karin, Hvordan forsvandt  Christen Waages gravmæle = pdf. Årsskrift for Kirkegårdskultur 2009-10.

Lindbach, Christen Nielsen biografi se Laksegade 32/Admiralgade 25.

Københavns vejviser. Krak = www.bibliotek.kk.dk

Nystrøm, Eiler, Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938.

Rigsarkivet, Brandtakstioner, Vurderingsforretninger over ejendomme 1731-1959, Øster Kvarter = www.sa.dk/daisy

Sterm, Severin, Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Hoved- og Residentsstaden Kjøbenhavn 1841.

Toldere i Kalundborg i Danske Toldembedsmænd1660-1864 = Toldhistorie. Blogspot.com/2017

Christen Viborg: Dansk biografisk leksikon I9 ,1887-1905 = Projekt runeberg.org/dbl